Claudia

Det var aldrig faldet Claudia ind at arbejdet kunne blive så monotont. Eller måske var det slet ikke arbejdet. Men dagene flød sammen - nogle gange kom hun slet ikke ud af lejligheden inden hun skulle sove igen. Så vågnede hun dagen efter med hovedpine og ondt i maven og blev smerteligt mindet om at hun også havde en krop. En krop som holdt af at bevæge sig, og som kunne lide rigtig mad og kropskontakt en gang imellem. Det blev ensomt i det lange løb, altid at skulle sørge for alting selv. Selv stå op, selv stavre hen til arbejdsbordet, selv huske at holde pauser, selv sørge for at skifte arbejdsstilling og få rørt sig lidt, selv gå i seng med kun sig selv.

Den eneste hun talte med jævnligt var Georg, og ham prøvede hun at holde på afstand nu, af simpel skræk for at komme til at give efter igen - bare for at hun kunne mærke følelsen af at der var et andet menneske omkring hende. Der var noget blødt og varmt over ham, som det kunne være fristende at synke ind i. Men hun turde ikke. Han stod der som en søanemone med sine fimrehår og fangarme, men det ville være selvmord for en lille reje som hende at svømme derhen. En dødelig dosis tryghed. Hun havde brug for at leve mere farligt, udfordre sig selv noget mere.

Forsiden