Tue Benedikte Georg Claudia Mikael
 

Georg

"Jeg ved godt at jeg har trukket på din tålmodighed," sagde Georg. "Du har været en fantastisk støtte hele vinteren." 'Bla, bla,' tænkte han. "Sikke noget lort at lukke ud. Når jeg også begynder at tale på den måde til hende, så er det på tide at komme af sted.'
"Jeg har haft en udmærket vinter, tak," svarede hun. "Men lige i øjeblikket synes jeg du trækker voldsomt på min tålmodighed."
"Godt," sagde Georg, "så skal du få fred." Han rejste sig, greb sin jakke, for ud ad døren og tog trappen ned i spring. 'Overreaktion,' kværnede det indvendig, 'helt ude af proportion.' Af og til ville han ønske at han kunne slukke for sin indre terapeut og blive fri for den løbende kommentar.

 

Det var en erhvervsskade, sådan havde han i hvert fald ikke haft det som ung. Det ville være rart hvis han kunne nøjes med at opføre sig åndssvagt og ikke også skulle piskes til at være bevidst om det samtidig. Han ville gerne kunne tordne ned ad trappen, uden samtidig at føle sig som om han optrådte i en tv-serie. Hélt, det var sådan hans liv skulle være - der skulle være overensstemmelse mellem hvad han følte og tænkte. Men nogle gange svigtede sammenhængskraften. Sådan havde det meste af vinteren været, uden rigtig sammenhæng. Han kunne se sig i spejlet og identificere det væsen andre kaldte Georg, men sig selv havde han svært ved at få øje på.

 
Forsiden